Vi arbejder for
Med én samlet stemme, siger vi der arbejder med syge og døende, har handikap eller døden tæt inde på livet, nu nej til aktiv dødshjælp.
​
Vi insisterer på, at debatten om en legalisering af statsassisteret selvmord skal foregå på et oplyst grundlag, for vi kan ikke være tjent med som samfund, at vi undlader at tale om de mennesker der kommer i klemme, dem der vil føle sig presset, og de konsekvenser det vil medføre i den måde hvorpå vi ser hinanden.
​​
Hvem er vi
Initiativ gruppen
Esben Kjær, journalist og forfatter til bl.a. ”Min usynlige søn” og ”Døden – en overlevelsesguide”
Ole Hartling, læge og tidl. formand for Etisk RaÌŠd
Freja Polonius, foredragsholder og forfatter til bogen ”Min ven vil dø”.
Inge Marie Kirketerp Hansen, teolog og sognepræst
Lotte Mørk, hospitalspræst paÌŠ Rigshospitalet
Morten Bangsgaard, stud.theol. og tidl. medlem af Etisk RaÌŠd
​
​
Desuden
​
Jacob Birkler, ph.d. i medicinsk etik. cand.mag. i filosofi og psykologi, tidligere formand for Det Etiske RaÌŠd.
Nina Palesa Bonde, cand.jur. og formand for Dommerfuldmægtigforeningen
Svend Brinkmann, ph.d. i psykologi, professor, medlem af Det Etiske Råd
Caspar Eric, Handicapaktivist, digter og forfatter til bl.a. Undskyld vi er her
Sarah Glerup, medlem af netværket Ikke død endnu
Gorm Greisen, overlæge på Rigshospitalet på Afdeling for Intensiv behandling af nyfødte og mindre børn, tidl. formand for Det Etiske Råd
Bodil Abild Jespersen, overlæge i Enhed for lindrende behandling, kræftafdelingen på Århus Universitetshospital, tidligere formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin
Knud Kristensen, cand.scient.pol, forhv. formand for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed
Jesper Grud Rasmussen, klinisk sygeplejespecialist paÌŠ Diakonissestiftelsens Hospice, tidligere medlem af Udvalget for en mere værdig død
Martin Schultz, speciallæge i geriatri paÌŠ Amager og Hvidovre Hospital, forperson for Dansk Selskab for Geriatri
Per Sjøgren, professor i palliativ medicin
Poul Joakim Stender, sognepræst og forfatter
I netværkets arbejde tager vi udgangspunkt i syv synspunkter
Dødshjælp er de raskes svar
Dødshjælp er de raskes svar på de syges problem. 75 procent af danskerne er tilhængere. Men man spørger kun de raske. Erfaringer fra syge og døende er, at det ofte er de pårørende, der taler om dødshjælp, sjældent den syge selv. Dem, der arbejder med syge og døende, møder stort set aldrig ønsket.
Kynisme og forråelse
Statsassisteret selvmord vil gøre os alle mere kyniske og forråede. Den økonomiske nyttetankegang sniger sig i forvejen ind alle steder i samfundet og menneskesynet – vores værdi måles på, hvad vi udretter og ikke at vi ER. Dødshjælp vil forrå vores syn på mennesker med handikap, psykisk sygdom og de uafvendeligt døende og andre, der ikke ”performer”. Sådan en kulturændring, kan ikke rulles tilbage.
Ubærlig lidelse KAN Lindres
Ubærlig lidelse KAN lindres. Men danskerne ved meget lidt om palliation – altså fysisk, psykisk, åndelig og eksistentiel lindring. Hvis de gjorde, ville de vide, at der er meget bedre alternativer til at slå syge mennesker ihjel.
Det pressede Sundhedsvæsen
Statsassisteret selvmord bliver en behandlingsmulighed. I et økonomisk presset sundhedssystem kan dødshjælp ikke undgå – bevidst eller ubevidst – at blive et redskab. Også systemet vil presse mennesker med handikap eller kronisk sygdom, presse ældre og behandlingskrævende til at få ”løst” det problem, de udgør.
Det frie valg
Det frie valg er ikke kun frit, men ender som et pres. Tilhængerne går ind for retten til selvbestemmelse. Men mennesket er ikke en ø, og ønsket om at ville dø vil typisk været kraftigt farvet af omverden. Undersøgelser fra udlandet viser, at det, der lyder som et frit valg, i virkeligheden handler om fx ensomhed, bekymring om at være til besvær og pres fra familien eller omgivelserne
Glidebanen
Statsassisteret selvmord vil hurtigt blive en glidebane, hvor stadig flere grupper vil få lov til at kræve, at staten slår dem ihjel. Al erfaring fra udlandet viser, at starter man med de ubærligt syge, udvides retten gradvist til de gamle, de psykisk syge, de deprimerede og dem, der bare er trætte af livet – selv børn. Vi ønsker ikke, at statsassisteret selvmord skal blive en af de hyppigste dødsårsager som fx i Holland.
Statsassisteret selvmord vil presse de syge
Statsassisteret selvmord vil presse de syge, sårbare og plejekrævende, alene fordi tilbuddet eksisterer. De syge kommer til at være frie til at vælge døden, men ikke fri for at skulle vælge. Vi skal fastholde retten til at være til besvær, og vi skal støtte de pårørende, der står tættest på. Ingen skal vælge livet fra, fordi de ikke vil være en belastning, eller fordi kræfterne hos de pårørende er ved at slippe op.